Børnehusets natur pædagogiske profil og ramme:
Børnehuset er en naturinstitution, hvor vi tager udgangspunkt i naturen, og hvor udeliv indgår som en naturlig del af vores hverdagsliv. Natur og udelivet sætter rammen og danner grundlaget i vores virke sammen med og omkring børnene. Naturen vi bevæger os i, eksistere både hjemme i haven, i vores gård og på vores daglige ture rundt i nærmiljøet.
I det daglige udeliv i børnehuset, gives der plads til både spontane/uforudsigelige aktiviteter og til de mere planlagte vokseninitierede aktiviteter. Vi følger børnenes initiativer, børnehusets traditioner og årstidernes rytme. Ser alt spire og gro i foråret, vokse til i løbet af sommeren, modnes i løbet af efteråret, og gå i dvale igen om vinteren.
En stor del af vores dagligdag med børnene er at gå på tur og se hvad naturen tilbyder os af stimuli. Vi tager ofte afsted i små grupper, da det er her, vi oplever det største nærvær og bedst plads til fordybelse. Vi bruger vores sanser, føler, ser, hører, smager, dufter og oplever den skiftende årstid. Vi lader os forundre, begejstre og er nysgerrige på de natur fænomener, vi får mulighed for at opleve på den pågældende dag. Vi tilbyder børnene gode og positive førstehånds oplevelser ved at færdes i naturen. Vi oplever og får erfaringer i og med naturen, samt udvikler naturkendskab/forståelse og respekt for dyr, planter og miljø.
Børn har behov for at kunne udfolde sig fysisk og bruge deres krop aktivt. Udelivet tilbyder os rige muligheder for at bruge og få udfordret hele kroppen, både grov og fin motorisk. I uderummet har vi højt til loftet og god plads til at udfolde os på. Vi kan løbe, hoppe, klatre, rulle, slå kolbøtter, gå og balancere. Der er mindre støj, færre afbrydelser og derved også bedre muligheder for de stille lege med fordybelse og nærvær.
Der er et væld af muligheder når man færdes i naturen. Muligheder for at konstruerer, samle, skabe, eksperimentere, lege og bevægelse. Naturen og dens mange forskellige materialer giver nærring til den frie fantasi og sætter færre begrænsninger end traditionelt legetøj (som ofte er fastlåst i funktion og udseende). Grankoglerne bliver til bolde, pinde bliver til tryllestave, sten bliver til chokoladeknapper på toppen af mudder kagen og det væltede træ er pludselig blevet til et sørøverskib.
Ved at bruge naturen som redskab og ramme vil vi gennem leg og fællesskaber, støtte alle børns dannelse, trivsel og udvikling. Med særligt fokus på positive samspil, og nærværende relationer, støtter vi børnenes udvikling af højt selvværd, empati, ansvarlighed, tillid, gå på mod og livsglæde.